Corona på Kreta
Maj 2020: Grækenland er et af de lande, som har haft færrest corona-smittede i forhold til indbyggerantallet. Indtil 7. maj 2020 var der registreret 2.663 smittede i hele Grækenland, og ifølge de officielle tal var 147 mennesker døde med corona. Til sammenligning var der samme dato 514 døde i Danmark, der kun har omtrent halvt så mange indbyggere som Grækenland.
Indtil samme dato var der kun registreret 16 tilfælde af corona blandt Kretas ca. 634.000 indbyggere. Så rent sygdomsmæssigt er Kreta kun lettere ramt af corona, men økonomisk er den græske ferieø meget hårdt ramt. Titusindvis af familier ernærer sig nemlig direkte eller indirekte af turisme, og her er aktiviteten stoppet helt op.
Hvordan turistsæsonen 2020 bliver er endnu uvist, men lige nu forventes en nedgang på 50-70% i antallet af turister. Planen er, at hoteller, restauranter, caféer og indkøbscentre må åbne igen den 1. juni. Fra den 15. juni skal strandene også have lov til åbne for udlejning af solsenge, strandrestauranter og vandsport. Alt er naturligvis underlagt strenge vilkår for at begrænse smitten med corona.
Allerede i starten af maj små butikker, frisører, optikere m.m. Den 18. maj åbner zoologiske haver, botaniske haver, museer og andre kulturelle steder.
Den 1. juli forventes Grækenland, og dermed Kreta, at åbne for den internationale flytrafik. Dermed er alt umiddelbart forberedt på, at det er muligt at rejse til Kreta i sommerferien. Det kræver dog, at der også bliver åbnet for international flytrafik i Danmark, så rutefly og charterfly får lov til at flyve til Kreta.
I Tyskland har Europas største flyselskab, Lufthansa, oplyst i starten af maj, at de forventer at genoptage flyvningerne til Kreta i løbet af juni, så de satser åbenbart på, at lufthavnene i Chania og Heraklion åbner før 1. juli.
Hos www.kreta-ferie.dk håber vi, at det snart bliver muligt at rejse til Kreta igen, uanset om det er på egen hånd med rutefly eller en klassisk charterferie. Vi savner Kretas skønhed, og så er det afgørende at hjælpe lokalbefolkningen med at få gang i hjulene igen. Mange familier på Kreta er afhængige af turismen.