Sitia

Sitia KortSitia er en autentisk og hyggelig kystby i det nordøstlige hjørne af Kreta, ca. 2 timers kørsel i bil fra lufthavnen i Heraklion. Flyselskaberne er dog også så småt begyndt at flyve til Sitias egen lufthavn, der er den tredjestørste på Kreta.

Sitia ligger inde i en smuk bugt omgivet af den skønneste natur med store grønne områder og høje bjerge. Havet har altid spillet en vigtig rolle i Sitia, og derfor er det store torv på havnen samlingspunktet for både lokalbefolkningen og feriegæster. Især i sommermånederne.

Sitia Kreta

Feriegæster er der i øvrigt ikke mange af, da turismen ikke for alvor er kommet til denne del af Kreta. Der er dog nogle få hoteller, og til en romantisk parferie anbefaler vi DeMaNi Suites, der ligger lige midt i den charmerende by og tæt på stranden. Til familier anbefaler vi Sitia Beach City Resort & Spa, der har et dejligt poolområde med børnepool og stranden lige foran hotellet.

Til forskel fra de kendte feriebyer, så har Sitia et stort udvalg af specialbutikker. I det hyggelige bycentrum finder du f.eks. boghandlere, smykkebutikker, parfumerier og naturligvis mange tøjbutikker. Om tirsdagen er der et populært marked og her kan du købe friskfanget fisk og lokalt producerede kødvarer og grøntsager.

Sitia strand

Stranden i Sitia
Sitia har en dejlig strand i byens sydlige udkant. På den ret store strand er der solsenge, parasoller og brusere til at skylle saltvandet af kroppen. I sommermånederne holder en livredder øje med de badende gæster. På det bredeste stykke af stranden er der et godt udvalg af strandbarer og restauranter, og du kan endda få serveret de kolde direkte ved din solseng.

De som ønsker at nyde solens stråler lidt mere for dem selv kan leje en bil og køre til en af de mange naturstrande i området. Den flotteste er palmestranden Vai, der ligger 22 km fra Sitia. Mindre besøgte gode strande i området er Erimoupolis, Itanos og Psili Ammos (lige syd for Vai).

Sitia strand Kreta

Restauranter og barer
Sitia har et godt udvalg af caféer og restauranter, både med græsk og internationalt køkken. De fleste ligger ved det hyggelige torv på havnen og lige nord for torvet.

Den bedste beliggenhed har Thalassa Café Restaurant, hvorfra gæsterne kan kigge ud over torvet og havnen. Den bedste restaurant i Sitia er dog Το λιμάνι, der serverer traditionel græsk mad. Har I lyst til lidt sødt, så kig forbi Mitsakakis ved havnetorvet, der siden 1965 har været kendt for sine græske dessert specialiteter, ikke mindst de lækre Loukoumades (græske mini-donuts).

Sitia gader

Aktiviteter og seværdigheder
Med sin hyggelige, autentiske bymidte og det livlige torv ved havnen er Sitia en seværdighed i sig selv. Der er altid mulighed for shopping, men de som elsker et godt lokalt marked bør komme tirsdag morgen/formiddag, hvor der er et stort marked udenfor Sitias arkæologiske museum.

Sitias største seværdighed er dog byens gamle venetianske fæstning, Kazarma. Den blev bygget helt tilbage i det 13. århundrede, mens Kreta var under venetiansk herredømme. Da venetianerne forlod Sitia i 1651 ødelagde de delvist Kazarma, så den ville gøre mindre gavn for tyrkerne.

Kazarma i Sitia
Kazarma, venetiansk fæstning

De som er interesserede i historiske bygninger bør også besøge Toplou klostret, som ligger 15 km øst for Sitia. Munkene iklædt traditionelle blå kapper sørger for, at det ca. 700 år gamle Toplou kloster stadig er aktivt. Det er muligt at komme ind i klostret for et mindre beløb, og så er klostret kendt for sin økologiske vin, som det er muligt både at smage og købe på Toplou klostret.

Toplou
Toplou klostret på Kreta

Derudover er uspolerede natur rundt om Sitia helt enestående. I det bjergrige område ligger bl.a. Richtis Gorge, der er Kretas grønneste kløft. Her er der en overkommelig hiking rute på 4 km, og udover et rigt plante og dyreliv, så ligger der også et flot vandfald på ruten i Richtis Gorge.


Sitia kort
Havnen og Sitias hyggelige torv ses i midten af kortet. De fleste af hotellerne ligger mod sydøst, mens lufthavnen kan ses nord for byen. Kazarma fæstningen er også markeret på kortet.

Lignende sider

Back to top button